Viser opslag med etiketten kæmpedurum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kæmpedurum. Vis alle opslag

søndag den 4. marts 2012

Tøm poserne brød, bagt i PYREXfad

Søndag morgen, jeg har lyst til at bage, surprise :)


Hvad skal jeg bage idag? Jeg har lyst til at eksperimentere lidt, og arbejde ud fra, hvad jeg har af halvtomme poser i skabet.


Jeg fandt følgende ingredienser frem:


1 dl. lys surdej
5 gr. gær
6 dl. vand
3 tsk. salt
1 tsk. maltsirup
200 gr. kæmpedurum/kamut
ca. 450 gr. tipo 00 mel
1 håndfuld sesamsfrø - ristet let på en tør pande


Surdej, vand, gær og maltsirup op i skålen, rør det sammen og lad det stå lidt, ca. 15 minutter, det vækker gærkulturene lidt til live synes jeg. Men det kan være en fiks idé jeg har :)
Tilsæt så kæmpedurum, de ristede sesamfrø, salt og tipo 00 melet.
Rør det sammen ved hjælp af røremaskinen, laveste hastighed en 5-6 minutter, og derefter skruer du op for hastigheden og kører den 10 minutter mere. Dejen skal være meget elastisk og ret fugtig.
Lad dejen blive i skålen, læg et vådt, opvredet viskestykke over og sæt dejen i køleskabet. Jeg har brug for brødet i aften, så jeg lader den stå i køleskabet i omkring 8 timer. Den må meget gerne stå endnu længere, det passer bare ikke for mig lige i dag.


Dejen tages ud og hjælpes meget forsigtigt ud på et meldrysset bord. Alt det dejlige luft skal forblive i dejen. Vend dejen rundt ved hjælp af en bagespartel eller hvad du har og sørg for at den bliver dækket godt med mel på alle sider.


Lad den ligge på bordet, tildækket med viskestykket. Nu tænder du ovnen, op på 250 grader med den og fra starten sætter du PYREXfadet med låg/alternativt stegesoen med låg (husk at stegesoen skal være godt mættet med vand, helst nogle timer)/støbejernsgryden med låg ind i ovnen, 
så den bliver rygende varm.


Når ovnen har den rette temperatur, så giv den 15-20 minutter mere, inden du meget forsigtigt, og med tykke grydelapper, lemper brødet over det brandvarme  fad og læg låget på igen. Nu bager brødet ca. 30 minutter med låg på og derefter 10-15 uden låg.


Grunden til at jeg bruger PYREXfadet af glas, er at jeg og børnene synes det er sjovt at følge med i hvordan brødet hæver :) 


Jeg har oplevet at man skal bruge et fad, gryde eller stegeso, som lige kan rumme det færdige brød. Det må altså ikke være alt for stort i forhold til dejen, brødet. Tænk at det hæver til dobbelt størrelse, så kan de beregne størrelsen på fad/gryde. 








søndag den 26. februar 2012

Yoghurtbrød





I forgårs kiggede jeg i skabe og køleskabet for at se, hvad jeg mon skulle bage denne gang. Der var noget yoghurt, og det er lang tid siden jeg har bagt yoghurtbrød. Oprindelig bagte jeg dem slavisk efter den dejlige opskrift Camilla Plum har med i sin bog "Et ordentligt brød".


Efterhånden som jeg er blevet mere erfaren, bager jeg yoghurtbrødene med hvad jeg har og hvad jeg har lyst til :)


I går bagte jeg dem af:

  • 4 dl. vand
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 1 spsk. honning
  • 15 gr. økologisk gær
  • 2 tsk salt, helst flagesalt af en slags, selv bruger jeg Maldon
  • 2 store håndfulde Kamutflager (Kamut er det samme som kæmpedurum) har du ikke Kamutflager kan du bruge speltflager, rugflager eller havregryn
  • 200 gr. kæmpedurummel
  • ca. 700 gr. hvedemel
Opløs gæren i vand, yoghurt og honning og lad det stå en 5 -10 minutter mens du finder de andre ting frem.

Tilsæt salt og resten af ingredienserne, hold 100 hvedemel tilbage, og ælt godt. Jeg bruger maskinen og lod den køre 15 minutter.

Hold øje med dejen mens der æltes, dejen skal være fugtig - den må ikke blive for tør at se på. Tilsæt evt. noget af det mel du holdt tilbage, efterhånden som der æltes.

Når dejen er æltet færdig så lad den blive i skålen og hvile en halv times tid.
Derefter hælder du den ud på et meldækket bord, deler den i to og uden at ælte mere "former" du 2 brød, som du efter de er vendt i mel, lægger til hævning i hævekurve, skåle eller forme. Det er vigtigt at dejen hæver i noget, da den er fugtig og har brug for "støtte". Dæk brødene med et opvredet, fugtigt viskestykke og sæt dem i køleskabet natten over/en hel dag. 

Tag dejen ud af køleskabet, lad brødene stå ude på køkkenbordet en times tid og imens varmer du oven op til 250 grader, helst med en bagesten i ovnen, ellers gerne en bageplade som bliver rigtig varm.

Vend brødene meget forsigt ud på den varme plade/bagestenen, og bag dem ca. en halv time, men se for en sikkerheds skyld til dem efter 20 minutter - gerne med en lille form med koldt vand i bunden af ovenen, det gør brødende dejligt sprøde :)