Viser opslag med etiketten gær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gær. Vis alle opslag

mandag den 28. maj 2012

Brød med 3 slags hvede

Jeg har jo den seneste måneds tid gået og gemt på det sidste af den fantastiske Ølandshvede. Det har jeg gjort fordi der simpelthen ikke er mere Ølandshvede at få derude. Til efteråret skulle der igen være Ølandshvede på hylderne har jeg dog heldigvis hørt :)


Men nu skulle den bruges, inden den mistede mange af sine kvaliteter. Jeg skulle have brød med på job, og det var da en fin lejlighed til at få det brugt.


Da jeg også i min lokale Netto igen var faldet over noget spændende hvedemel blev planen et brød med Ølandshvede, den stenmalede hvede fra Søris ( se billedet) og sigtet spelt.






Her følger opskriften på dej til 2 store brød:


1 1/2 dl. mørk surdej
1 l. vand
7 gr. gær
1 spsk honning
3 spsk. jomfruolivenolie


Disse ting røres godt sammen og står 20 min. mens de andre ting findes frem og vejes af.


Så tilsættes:


300 gr. fin Ølandshvede
300 gr. sigtet spelt
800 gr. stenmalet hvedemel fra Søris eller en andet stenmalet hvedemel
2 spsk. maltmel
3 spsk. salt


Disse ting røres også i. Først langsomt til alt er blandet godt sammen, så æltes der for høj kraft i 10-12 minutter, eller til dejen har slippet siderne i skålen. Den temmelig fugtige dej hviler i 20 minutter.


Find en STOR skål frem, put dejen over i den, nænsomt. Dette gjorde jeg klokken 19 om aftenen, og så røg den i køleskabet med låg på.


Klokken 5.30 næste morgen var jeg oppe, tændte ovnen på 240 grader varmluft, med 2 pizzastene i ovnen, da jeg var nød til at bage brødene på en gang.


Den flot hævede dej hældes forsigtigt ud på køkkenbordet, som har fået et drys mel. Del dejen i 2 med en våd spartel. Træk dejen forsigtigt ind mod dig selv et par gange med spartlen, dejen er stadig meget våd, så spartlen er den bedste måde at arbejde med den på.


Den bliver så spændt lidt op, det kan du mærke. Husk ikke at køre en masse mel ind i dejen!


De 2 brød kommer over på hver sin pizzaspade, som først er drysset godt med majs- eller fin durummel. Dette sikrer at brødene ikke hænger fast i spaden. Gi' dem et drys alm. fint hvede og lad dem stå indtil ovnen er rigtig varm. Lige inden du putter dem i ovnen får de lige 4 rids med et barberblad eller en meget skarp kniv.


Ind med brødene, husk afstand i mellem dem, de hæver godt :)
Samtidig sættes et fad med iskoldt vand ind i ovnen.


Brødene er store og skal have ca. 40 minutter i ovnen. Jeg måtte skrue en lille smule ned for ovnen de sidste 5-6 minutter, de havde fået godt med farve :)



onsdag den 28. marts 2012

Brød/boller af forskellige hvedesorter

Så blev det tid til at bage lidt nyt. Den sidste uge har jeg trukket på hvad der var i fryseren, dels fordi jeg ikke har været helt på toppen og dels for at få plads til lidt nyt :)

Jeg kom op med en ide som kunne bruges til både brød og boller og opskriften følger her:

7 dl. vand
1 dl. lys surdej
7 gr. gær (10 gr. hvis du ikke bruger surdej)
1 spsk. honning

Disse ting røres sammen i skålen og står 20 minutter imens du finder de andre ting frem.

Så tilsætter du:

2 tsk. maltmel (hvis du har - hvis ikke går det også an)
2 spsk. flagesalt
300 gr. fuldkornsdurum/kæmpedurum
300 gr. ølandshvede
300 gr. italiensk tipo 00

De sidste ingredienser kommes i skålen og der æltes på lav hastighed i 3 minutter, hvorefter du skuer op for hastigheden og giver det 10 minutter mere. Til sidst køres 2 spk. olivenolie med rundt og dejen slipper let røreskålen.

Dejen kommes i en røreskål med låg, stilles i køleskabet i 8 timer/natten over. Efter hævetiden hælder du forsigt dejen ud på køkkenbordet og deler dejen i to. Den ene del former du meget let til et brød, som stilles til hævning på en bagespade eller lignende, og den anden halvdel skærer du ud til boller, jeg fik 10 stykker ud af dejen. De skal IKKE formes, vi vil gerne have at alt den dejlige luft bliver i bollerne.



Ovnen tændes på 250 gr. varmluft med pizzastenen i den nederste del af ovnen og plads til en plade med boller øverst i ovnen. Imens ovnen bliver varm efterhæver brød og boller. Inden brødet kommer ind i ovnen, ridses det forsigt på kryds og tværs og drysses let med durummel.

Skyd forsigt brødet ind på pizzastenen og sæt pladen med boller et par riller over brødet. Bollerne skal have omkring 12 minutter, brødet ca. 25 minutter.



Som altid skal der en skål med iskoldt vand ind i bunden af ovnen så skorpen bliver dejlig sprød :)