søndag den 8. april 2012

Valnøddebrød bagt med valnøddemos

Jeg har været ved at rydde op i de gamle opskrifter jeg har samlet i en kasse gemmen tiden. Tænkte det var tid til at se om der var noget i mellem, som kunne være sjovt at kaste sig over :)


Jeg fandt en opskrift på valnøddebrød, baseret på en valnøddemos, som man laver før man går i gang med selve dejen. Jeg er vild med valnøddebrød og det her var en ny måde at bage det på, så det skulle da prøves. Opskriften lyder på 2 brød, men ud fra den samlede melmængde, som skal anvendes er jeg spændt på, om der er dej til 2 brød.


Efter at have bagt brødene kan jeg fortælle, at det bliver 2 fine, små brød :) Smagen fejler bestemt ingen ting, det smager intenst og dufter fantastisk, men næste gang bager jeg hellere 1 stort brød. 


Her følger opskriften på:
Valnøddemos:
50 gr. valnødder
2 spsk. honning
En knivspids flagesalt
1/2 dl. vand
20 gr. smør som smeltes og brunes ganske let (det får nøddesmagen frem i smørret)


Jeg har en meget stor morter, så jeg mosede ingredienserne sammen i den. Har du ikke en stor morter, kan du blende ingredienserne i stedet for.


Dej:
100 gr. mørk surdej
5 gr. gær
3 dl. vand
1 tsk. maltsirup (indgår ikke i den oprindelige opskrift, så det kan godt udelades)
Valnøddemosen som du lige har lavet
100 gr. halve valnødder
350 gr. hvedemel
100 gr. rugmel
50 gr. fuldkornshvedemel
2 tsk. flagesalt


Sådan gør du:
Bland vand, surdej og gær godt. Tilsæt mosen og de halve valnødder (evt. maltsirup) og rør det sammen. Dernæst tilsættes alt melet og saltet og det røres langsomt sammen i ca. 3 minutter på maskinen. Derefter røres det i ca. 7 minutter ved høj hastighed. Lad dejen stå og hvile i 20 - 30 minutter i røreskålen.


Dejen hældes ud på et let meldrysset bord og deles i 2 lige store stykke, som formes til 2 runde brød, vendes godt i mel og lægges til hævning i kurve eller 2 oliesmurte skåle. Dejen dækkes med et fugtigt viskestykke og hæver på køkkenbordet i ca. 6 timer, til de når dobbelt størrelse.



Jeg er spændt på at se dem færdighævet, for det er godt nok nogle små brød :)


Varm ovnen op til 250 grader med en bagesten/bageplade i ovnen. Rids brødene på kryds og tværs med en meget skarp kniv og skyd dem forsigtigt ind på den brandvarme sten/plade. Som jeg plejer satte jeg et fad med iskoldt vand ind i bunden af ovnen samtidig med brødene.


Brødene bages i ca. 30 minutter til de er brune og det lyder hult når du banker i bunden af dem.




Som jeg nævner længere oppe i teksten, vil jeg næste gang bage et større brød i stedet for de to små.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar