søndag den 26. februar 2012

Yoghurtbrød





I forgårs kiggede jeg i skabe og køleskabet for at se, hvad jeg mon skulle bage denne gang. Der var noget yoghurt, og det er lang tid siden jeg har bagt yoghurtbrød. Oprindelig bagte jeg dem slavisk efter den dejlige opskrift Camilla Plum har med i sin bog "Et ordentligt brød".


Efterhånden som jeg er blevet mere erfaren, bager jeg yoghurtbrødene med hvad jeg har og hvad jeg har lyst til :)


I går bagte jeg dem af:

  • 4 dl. vand
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 1 spsk. honning
  • 15 gr. økologisk gær
  • 2 tsk salt, helst flagesalt af en slags, selv bruger jeg Maldon
  • 2 store håndfulde Kamutflager (Kamut er det samme som kæmpedurum) har du ikke Kamutflager kan du bruge speltflager, rugflager eller havregryn
  • 200 gr. kæmpedurummel
  • ca. 700 gr. hvedemel
Opløs gæren i vand, yoghurt og honning og lad det stå en 5 -10 minutter mens du finder de andre ting frem.

Tilsæt salt og resten af ingredienserne, hold 100 hvedemel tilbage, og ælt godt. Jeg bruger maskinen og lod den køre 15 minutter.

Hold øje med dejen mens der æltes, dejen skal være fugtig - den må ikke blive for tør at se på. Tilsæt evt. noget af det mel du holdt tilbage, efterhånden som der æltes.

Når dejen er æltet færdig så lad den blive i skålen og hvile en halv times tid.
Derefter hælder du den ud på et meldækket bord, deler den i to og uden at ælte mere "former" du 2 brød, som du efter de er vendt i mel, lægger til hævning i hævekurve, skåle eller forme. Det er vigtigt at dejen hæver i noget, da den er fugtig og har brug for "støtte". Dæk brødene med et opvredet, fugtigt viskestykke og sæt dem i køleskabet natten over/en hel dag. 

Tag dejen ud af køleskabet, lad brødene stå ude på køkkenbordet en times tid og imens varmer du oven op til 250 grader, helst med en bagesten i ovnen, ellers gerne en bageplade som bliver rigtig varm.

Vend brødene meget forsigt ud på den varme plade/bagestenen, og bag dem ca. en halv time, men se for en sikkerheds skyld til dem efter 20 minutter - gerne med en lille form med koldt vand i bunden af ovenen, det gør brødende dejligt sprøde :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar